Vild Mad forude !
Gelé af Mælkebøtteblomster - smager himmelsk ! Her ved denne tid, - lige i slutningen af april vil Mælkebøtten blomstre. Blomstringen varer såmænd kun ca 5-6 dage, så der skal plukkes i rette tid.
Opskrift på Mælkebøtte gelé
1 liter mælkebøtteblomster
Vand der dækker
750 g sukker pr liter saft
saften af 1 citron
1 brev Gul melatin
Fjern det grønne fra Mælkebøtterne. Det er kun de gule kronblade der skal bruges.
Blomsterne skylles og overhældes med vand til det dækker.
Blomsterne koges i 6 - 7 minutter.
Si afkoget og klem blomsterne godt ud.
Herefter tilsættes den tilpassede mængde sukker, citronsaft og geleringsmiddel.
Tilsæt evt konserveringsmiddel og hæld saften på godt rengjorte og skoldede glas der tilbindes.
Vær omhyggelig med at undgå de grønne dele af planten der indeholder alkaloider. De kan give en ram og bitter smag til din Gelé.
Find dig en usprøjtet eng
Mælkebøtter indeholder et heftigt farvestof. Pletterne forsvinder efter en dags tid - men overvej evt at plukke Taraxacum officinalis med handsker på !
Tag ungerne med i projektet, de elsker at plukke blomsterhoveder !
'Fandens Mælkebøtte eller 'Vorherres Solblomst' Taraxacum officinalis
Mælkebøtten hører til en forfulgt og diskrimineret slægt, den betragtes af mange som en ukrudtsplante og bliver udsat for ubamhertig kemisk krigsførelse.
Selv den mest fredsommelige og antimilitaristiske haveejer forfølger den med våben i hånd, endskønt det er en af de mest nyttige mad- og medicinalplanter vi har.
Op gennem middelalderen og til vore dage, er mælkebøtten blevet anvendt til grøntsag og til lægeplante over store dele af verden. Det er en alsidig og glimrende lægeplante, som bl a blevet anvendt mod øjensygdomme og nyrelidelser.
Planten har mange navne i folkemunde; som fx 'Kopis' og 'Tis'-i-sengen-blomst' hvilket sansynligvis skyldes den effektivt vanddrivende effekt.
Alle dele af planten kan spises. fx i salat. Mælkebøtter kan også udmærket anvendes til the, - til brødbagning og vinfremstilling.
Og som sagt. Meget snart er det tid, så - Husk at komme ud og plukke
- Taraxacum officinalis























